Tilmeld RSS feed
Send os en mail for spørgsmål og lignende

MD Nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev og få rabat og tilbud på varer i særklasse før alle andre:

Frameld nyhedsbrevet - klik her

Bongotrommer

Vi har tilbud på bongotrommer, se vores udvalg i butikken eller her på webshoppen

Gibraltar

Gibraltar hulskærer til frontskindet. Nemt og hurtig. Du kan lave hullet i forskellige størrelser fra 2" til 10" i diameter. Læs mere her

Stemmenøgle

Vi har et bredt udvalg af stemmenøgler. Der er mange meninger om hvordan en stemmenøgle skal være. Se udvalget her

Shaw

Skal du have dæmpet trommerne, så fås der komplette sæt til hele trommesættet. Se dem her

Interview med Charlie Watts

charlie-watts-interview

Foto: Karina Amtkjær Christensen

Modern Drums møder legenden Charlie Watts.

Fra Heartbeat nr. 3

Af Søren Nørris Christensen

Først venter vi i loungen omgivet af familiemedlemmer og venner til bandet. Mange af dem er rejst hertil fra bl.a. England for at høre bandets måske sidste koncert nogensinde på europæisk jord. Bandmedlemmer kommer og går. Keith Richards og Ronn Wood dukker op, hilser venligt på alle og ligner et par glade teenagedrenge, der nyder tilværelsen.

Bandets saxofonist, Tim Ries, kommer også og præsenterer sig. Han vil gerne høre til sin ven, den danske jazztrommeslager, Kristian Leth. De to har spillet sammen i Mads Bærentzen trio. Tim forklarer os, at Charlie Watts varmer op i kælderen sammen med Keith, Ronn og Mick.

En halv time senere tager vi elevatoren ned i kælderen til Charlie’s omklædningsrum. Vi banker på døren til et ca. 12 kvadratmeter stort rum, indrettet i buddhistisk stil med dertilhørende duft af røgelsespinde. Inde i sofaen sidder Charlie med sine stikker og øveplade.

Vi hilser pænt og får et meget blødt håndtryk. Charlie Watts er en meget høflig mand. Stille og rolig, men opmærksom. Jeg har medbragt en gave i form af et 20” Avantgarde Roughcut bækken, som jeg giver Charlie.

Meget interesseret tager han det op på sin pegefinger og tester det med stikken i højre hånd. Jeg forklarer ham, at bækkenet er udviklet i samarbejde med en dansk trommeslager ved navn Laust Sonne, som spiller i et stort dansk rockband (D.A.D, red.), men dette bækken er lavet til hans mere jazzrelaterede musik.

”Er han god?”, spørger Charlie med et glimt i øjet. Jeg viser ham et nummer af Heartbeat magazinet og spørger, om vi kan lave en artikel om ham. Det er i orden med Charlie.

Jim driller de andre i bandet

”Hvordan fandt du på at spille, som du gør med højre hånd løftet, når du slår med venstre hånd på lilletrommen?”, vil jeg gerne vide.

”Jeg vidste ikke, jeg gjorde det, før Jim Keltner fortalte mig det i 1972”, fortæller Charlie. ”Jeg kan huske, det var på universitetet i Leeds. Men det er vel noget med, at det giver et andet backbeat.” ”Jim Keltner spiller også mange gange på den måde”, bemærker jeg.

Vi taler om mange forskellige trommeslagere, og Charlie fortæller mere om sin gode ven Jim Keltner, som han mener, er den ældste studietrommeslager, ikke af alder men af karriere, som han udtrykker det. Jeg fortæller ham, at jeg synes Jim Keltner er en af de største trommeslagere nogensinde, og Charlie giver sin version.

”Jim Keltner er så dygtig. Han spiller ofte det hele modsat. Mange gange for at drille de andre i bandet og for at se, om de lytter efter. Jim gør det her med at sætte en tam op med seiding på. En dyb tam, måske noget i retning af 12x8”.

Jeg kommenterer det og fortæller, at jeg har set det, når Jim spiller med Neil Young. Charlie nikker.

”I har lavet en plade sammen dig og Jim Keltner. Den er ret syret, er den ikke?”

Charlie smiler og siger, at den efter hans mening gerne måtte være endnu mere syret.

”Jeg vil gerne lave en ny plade med Keltner.”

Fire trommesæt på to uger

Jeg hører til hans toursæt.

”Jeg har to sæt. Et Gretsch Roundbadge fra 66 og et fra 67”, fortæller han.

”Er det dine favoritsæt?”

”Yeah, de andre sæt spiller jeg ikke på. De er bare til samlingen.”

Ud over at være trommeslager er Charlie Watts også en passioneret trommesamler. Samlingen tæller bl.a. sjældne Gretsch, Ludwig, Leedy og Slingerland trommer.

”I sidste uge købte jeg en Gladstone lilletromme i 14x5½ - den eneste derblev fabrikeret i denne udgave. Den var dyr, meget dyr, men jeg måtte ha’ den”, fortæller han.”Jeg har en hel del trommesæt, som jeg har samlet igennem årene. For 14 dage siden købte jeg for eksempel fire trommesæt. Et Leedy trommesæt og nogle Slingerland og Ludwig sæt. Jeg fandt dem i Chicago. Jeg kan ikke lade være”.

Alle trommesættene står på et lager i London. ”Samme sted som Ringo Stars originale Ludwig trommer, som han brugte i The Beatles. De koster en formue. Keith Moon’s trommer (The Who’s afdøde trommeslager, red.) står der også”.

Engang fortalte Jim Keltner Charlie om DW-trommerne, som Jim Keltner selv spiller på. Senere har Charlie været på DW-fabrikken og set, hvordan de laver trommerne og var interesseret i deres træ, der er hævet op fra en sø (Lake superior, red.). Over 500 år gammelt træ. Det er tydeligt, at Charlie er til trommer med historie.

Jeg hører til et af sættene, jeg så i trommebladet Modern Drummer. Et sæt i Green Nitron Sparkle med guldbelagte beslag og reifer.

”Ja, det er et flot sæt. Jeg fik det guldbelagt, fordi jeg syntes, det er så flot. Da jeg var på DW-fabrikken, så jeg de lavede stativer, som var guldbelagt. De stod sammen med et DW-sæt lavet af det gamle træ og med guldbelagte beslag og reifer.”

Det er tydeligt at mærke på Charlie, at han godt kan lide, når det skinner.

Bange for at smadre de gamle bækkener

Vi kommer ind på emnet bækkener. Charlie er meget til gamle Zildjian bækkener. Han har været på fabrikken, men de havde ingen gamle.

”Jeg har et gammelt Zildjian swish med nitter i. Det har jeg haft i over 40 år, men jeg bruger det ikke på touren, for jeg er bange for at slå det i stykker. Jeg slår noget hårdere, når vi spiller på de store scener. I stedet bruger jeg nogle Ufip bækkener. De bliver masseproduceret, så der kan jeg bare købe et nyt.”

Charlie tager igen Avantgarde-bækkenet frem og vil vide, om jeg har prøvet at sætte nitter i et af dem?

”Ja”, svarer jeg, ”det har jeg, og det lyder rigtig godt. Faktisk har jeg forsøgt mig med forskellige typer. Jeg har både prøvet med forskellige metalnitter og nogle i træ.”

”Træ?!”, spørger han, ”det har jeg aldrig hørt om.”

”Det er også nogle, jeg selv har lavet”, fortæller jeg ham.

Jeg spørger Charlie, om jeg må tage et billede af hans sæt på scenen. Det må jeg gerne, men han er bange for, vi ikke kan nå det, inden de skal starte.

”Måske kan jeg tage et billede af dig bag sættet, du øvede på?” Men det er desværre allerede pakket sammen igen, finder vi ud af. Der er styr på tingene, når et band som The Rolling Stones er på tour.

Men et billede må jeg gerne tage, så vi finder et lyst sted i kælderen, og jeg bliver foreviget med trommeslageren fra verdens største rockband.

Herefter takker jeg Charlie Watts for samtalen, og han takker for bækkenet og ønsker os en god koncert. En halv time efter vi har stået i Charlie’s omklædningsrum, ser vi Watts in action.

Veloplagt sidder han bag sit Gretsch Roundbadge og styrer The Rolling Stones solidt igennem en fremragende koncert.

charlie-watts

Foto: Søren Nørris Christensen

 

Tilbage til oversigt