Tilmeld RSS feed
Send os en mail for spørgsmål og lignende

MD Nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev og få rabat og tilbud på varer i særklasse før alle andre:

Frameld nyhedsbrevet - klik her

Bongotrommer

Vi har tilbud på bongotrommer, se vores udvalg i butikken eller her på webshoppen

Gibraltar

Gibraltar hulskærer til frontskindet. Nemt og hurtig. Du kan lave hullet i forskellige størrelser fra 2" til 10" i diameter. Læs mere her

Stemmenøgle

Vi har et bredt udvalg af stemmenøgler. Der er mange meninger om hvordan en stemmenøgle skal være. Se udvalget her

Shaw

Skal du have dæmpet trommerne, så fås der komplette sæt til hele trommesættet. Se dem her

Morten Thorhauge - Carpark North

morten-thorhauge

Interview med Morten Thorhauge

Fra Heartbeat nr. 10

Af Mads Pinholt

Det står stadig knitrende klart for ham, selvom det efterhånden er en del år siden. Der skulle afholdes et stort rock-show i Forum i København, hvor grupper som D.A.D. og andre af de største danske navne skulle spille. Pludselig måtte Jupiter Day melde fra, og Carpark North blev spurgt, om de ville spille i stedet.

”Det er mig der bestemmer om toget kører!”

Morten Thorhauge er trommeslager i Carpark North og husker dagen tydeligt. Og særligt lydprøven.

”Dengang var vi stadig et up-coming navn og havde kun spillet på mindre steder og udendørs scener, hvor lyden mere eller mindre forsvinder. Så det var første gang, vi skulle spille i så stor en sal – for flere tusind mennesker.

Inden lydprøven satte jeg mit gamle trommesæt op, jeg havde købt på et loppemarked engang. Jeg tror ikke engang, det var noget mærke. Så nåede jeg til tidspunktet, hvor der skulle hul igennem og det første slag fra min stortromme...

Det rungede i hele salen! Det hele var ét stort rungende rum, og det var helt vildt så meget min stortromme larmede. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Øj, hvor har jeg bare meget magt som trommeslager! Det var en følelse af, at det er mig der larmer mest - og det er mig, der bestemmer, om toget kører. Sådan er det som trommeslager. Hvis bassen eller klaveret falder ud – så klarer man den. Men hvis trommerne falder ned af scenen... Så er det slut”.

Konen er højgravid

Heartbeat fanger 27-årige Morten Thorhauge over telefonen en eftermiddag i juli. Lige for tiden sørger han for ikke at komme for langt væk hjemmefra, da konen er sat til at føde deres andet barn om et par dage. Så der er selv sagt andet at tænke på end trommer og hvad dertil hører.

Men fascinationen af trommer og den magt de har i musikken mærkes nu ganske tydeligt gennem røret. Og sådan har det været helt fra dengang lille-Morten kravlede op på en trommestol første gang.

Jeg slår ikke på trommerne. Jeg spiller på dem.

”Jeg har spillet trommer siden jeg var syv år. Min storebror spillede guitar, og jeg kom så i gang med papkasser og grydelåg. Min første trommelærer i Hinnerup Musikskole (ved Århus, red.) lærte mig nogle tricks, men ellers jammede vi bare. Det var en perfekt start for en begynder som mig – ren spilleglæde. Senere fik jeg en ny lærer, som så, at jeg havde talent og fik mig til at gå i dybden med tekniske øvelser og grundlæggende ting, som hvordan man slår på tingene, og hvordan ligger man tilbage eller fremme på beatet”.

Fik tidligt en god teknik

Tromme-teknikken, og ikke mindst de små detaljer som nogle trommeslagere måske springer over, mener Morten Thorhauge stadig er en meget vigtig del af det at spille trommer.

”Jeg har aldrig nørdet. Jeg kan for eksempel ikke trommenoder, og ‘trommeplader’ med fusionstrommeslagere som skal vise, alt hvad de har øvet op, er det værste! Men jeg var heldig med tidligt at udvikle en ret god teknik. Det har gjort, at jeg i dag kan dyrke det man kan kalde musikaliteten i trommespillet. Jeg slår ikke på trommerne. Jeg spiller på dem. Der er en væsentlig forskel. Jeg prøver at tænke over alle mine slag. Tænker over hvor langt inde på hi-hatten jeg skal slå, og hvor jeg holder på stikken. Sådan noget er ekstremt vigtigt”.

Masser af power og attack

Når snakken falder på inspirationskilder, deler Morten Thorhauge dem selv op i udenlandske og danske. Og der skal ikke tænkes længe, før de kommer:

”Der er selvfølgelig Jeff Porcaro som spillede i Toto. Han var mesteren af simplicitet. På den lækre ‘LA-style’-måde. Og så er der Taylor Hawkins fra Foo Fighters. Han har en dejlig kompromisløs stil og samtidig en helt fantastisk lyd. Det er sådan en lyd, jeg selv går efter på mine egne trommer: En moderne -80’er agtig lyd med masser af power og attack”.

Af danske trommeslagere er der særligt to, som ifølge Morten Thorhauge skiller sig ud. Men bestemt ikke for det samme. ”Silas (Graae fra Mew, red.) spiller altid tight og lige i skabet. Han lyder som om, der er en større master-plan bag det hele. Hvad der helt sikkert også er. Som om det er en ligning, der skal gå op.

I den anden grøft spiller Asger (Techau fra Kashmir, red.) ekstremt følelsesfuldt. Han er Kongen af indie. Det lyder som om, han har kastet pap og håndklæder ud over sine trommer. Som om han bare tjatter til tingene. Og så spiller han altid nogle rigtig fede figurer”.

En blanding af træ og stål

Og et sted der midt imellem den matematiske, stramme, næsten programerede måde at spille på, og den analoge, varme, skramlede stil. Der ser Morten Thorhauge sig selv.

”Hvis Silas’ måde at spille skal have en farve, er det en blanding af is-blå, laser-grøn og stål. Asger derimod er varme mørke-grønne og brune nuancer og træ. Og min farve er så en blanding af dem... Hvis jeg selv skal sætte ord på mit spil, går jeg efter at være stabil, tight, kraftfuld og ekvilibristisk”. Og det lykkes tydeligvis meget godt.

Carpark North har reddet på en gradvis større bølge af succes siden starten for 10 år siden. De sidste seks år har medlemmerne kunnet leve af at turnere og indspille med orkesteret, og Carpark North har lige underskrevet en international kontrakt med pladeselskabet Sony Music. Så forude venter koncerter i Skandinavien og sikkert også andre dele af Europa.

Fotografiet er en friplads

Ved siden af Carpark North har Morten Thorhauge i det sidste års tid gået på Danmarks Designskole i København, hvor han har studeret industriel- og produkt-design. På grund af den ventede baby og den nye pladekontrakt må de studier nu stilles i bero i et år eller to, forudser han. Men sådan må dét så være, for Morten Thorhauge har hverken tid eller lyst til at gøre tingene halvt. Lige bortset fra når det kommer til hans anden store hobby ud over musikken; at fotografere.

”Jeg er altid meget ambitiøs, med det jeg går i gang med, og det har jo blandt andet ført til, at musikken i dag er blevet mit arbejde. Men det prøver jeg bevidst at lade være med, når det kommer til fotografiet. Jeg har det sådan, at det er fuldstændig ligegyldigt, om jeg tager et godt billede eller ikke. Og sådan skal det blive ved med at være”.

Morten Thorhauge spiller på:

Drum Limousine:

24” stortromme
13”, 15” og 18” tammer
Drum Limousine / Sweetspot lilletrommer
Remo Emperor skind på tammerne
Remo Ambassador, coated, på lilletrommen

Avantgarde bækkener:

Deriblandt STAR Signatur bækken.

Hardware:

Drum Craft
Bruger en såkaldt ‘ButtKicker’ når han spiller live. Den spændes under trommestolen og fungerer som en ‘rystemaskine’, som reagerer på de dybe frekvenser i musikken og sender vibrationer op gennem sædet. Giver en fornemmelse af fysik, som ellers kan gå lidt tabt, når man spiller med ‘in-ear’ monitor-systemet.