Søren Berlev giver den stadig gas!

Interview med Søren Berlev

Fra Heartbeat nr. 2

Af Mads Pinholt

”Engang fik vi en ny bassist med i Christianshavns Bluesband. Han havde lært alle numrene udenad efter et bånd, vi havde indspillet. Så spillede han dem bare sådan hele tiden - uanset hvad jeg gjorde. Det kunne jeg simpelthen ikke leve med. Det bliver for stift, uinspirerende og ukreativt. Så holdt jeg op”.

Søren Berlev er en krævende herre. Flink, men krævende.

Musikken skal tages alvorligt, og den skal have plads til at leve og ånde. Folk som laver venstrehåndsarbejde, og som ikke er fokuserede på, at det er lige nu og her, musikken opstår, gider han ikke spille med.En tirsdag eftermiddag hos Modern Drums i Århus er der kommet blus på en af de omkring 20 Savoy Menthol cigaretter, Søren Berlev inhalerer i løbet af en dag.

Normalt er her rygning forbudt i hele butikken, men i dag er en af de største kommet på besøg. Ikke af statur. 42 i sko, åle slank og vel omkring 1,7 meter høj. Men som trommeslager i det Danmark nok er kommet tættest en supergruppe. Et rockorkester som både dengang i 1970’erne og i dag af mange betragtes som det største af dem alle. Gasolin.

Manden som hældte benzin på maskinen og drev den frem med tørre tæsk trisser rundt blandt de mange opstillede trommesæt og piller. Iført cowboybukser med bootcut, lille snæver cowboyjakke og så det orange hår, som stadig gror lige vitalt på det efterhånden 56 årige hoved.

Engang i starten af 1980’erne klippede en frisør i Indien løvemanken af. Men det var en fejl.

”Jeg føler mig ikke tilpas uden. Der var et eller andet, der manglede, så jeg begyndte at gå med en blød, hvid hat med skygge på. Så havde jeg den bøjet ned i siden, så det så lidt kunstneragtigt ud. Jeg rendte rundt med den åndssvage hat i et stykke tid. Men det holdt ikke, så jeg lod håret gro ud igen”.

Trommeslagerne fra orkestre som Deep Purple, Led Zeppelin, The Who, Cream, Jimi Hendrix, Paul Butterfield Blues Band og Jethro Tull er blandt dem, som Søren Berlev er gladest for....

Gaffa forbudt

De fregnede hænder skal lige røre ved mange af trommerne i butikken. Fingrene tjatter ofte rundt langs kanten af skindet, så han kan kontrollere om trommen nu også har været under behandling af en fagmand.

”Jeg har altid gjort meget ud af at stemme mine trommer”, forklarer han.
”Mange klasker gaffatape på for at tage overtonerne, men jeg har en ’gaffa-forbudt’ stolthed. Sådan noget skal man simpelthen kunne stemme sig ud af”.

Og den evne har han god mulighed for at holde ved lige, for hans eget sæt hører mildest talt til i den mere omfangsrige ende.

”Siden sidst i 1980’erne har jeg spillet på et Pearl Studiomaster, som så er udvidet med et par Tama tammer. Jeg har to 24” stortrommer, tammer i størrelse 8,10,12,14,16 og 18” og så et sæt bongos med plastikskind, så jeg kan spille på dem med stikker. Sættet har fylde, klang og bund og samtidig en vis form for top. Min lyd fylder meget, og det er godt til trio-job, som jeg spiller mange af. Bækkenerne er Zildjians Dark Crash K-serie. De er ikke så hårde ved
ørene”.

Sættet har han selv coatet med en folie, som ligner de rillede, skridsikre metalgulve man blandt andet kan se i barer. Han kalder det selv for sit ’store, store sæt’.

Til spillesteder, som ikke har plads til, at Søren Berlev kommer forbi med en halv trommeforretning, har han udviklet sit ’lille, store sæt’. Her er bongoerne, 10” og 16” tammer pillet ud, men de to stortrommer, dem slipper man ikke for, hvis man ringer efter Søren Berlev.

Ikke noget med rocktrommer at gøre

Han bruger ofte tammer i sit spil og har en stor forkærlighed for dobbeltslagshvirvler.

”Det var noget, der begyndte i slutningen af Gasolin-perioden. Jeg er jo autodidakt, men en dag gik jeg op til en klassisk uddannet trommelærer og tog nogle timer. Her lærte jeg dobbeltslagshvirvlen – den lærer man ikke bare sig selv. Der er flere, der har sagt til mig, at det ikke har noget med rocktrommer at gøre, men jeg bruger det meget. Både til solo og i fills. Det giver mere klangfylde, men trommerne skal stemmes ret hårdt, for at jeg kan lave mine dobbeltslagshvirvler på de store kedler”.

Inspirationskilderne hører hovedsagelig til i den ældre afdeling. Trommeslagerne fra orkestre som Deep Purple, Led Zeppelin, The Who, Cream, Jimi Hendrix, Paul Butterfield Blues Band og Jethro Tull er blandt dem, som Søren Berlev er gladest for.

”De var kreative, teknisk dygtige og holder stadig, og jeg synes ikke, der er trommeslagere derude i dag, som står ud i samme grad. Ting må gerne være simple, og jeg har ikke noget imod, at man holder et beat, men min stil som trommeslager er mere umiddelbar kreativ. Jeg prøver altid at finde på nye, sjove og spændende ting i stedet for bare at backe up”.

I dag er det hovedsagelig tre orkestre, som nyder godt af Søren Berlevs spil:

”The Midnight Blues er en trio, hvor vi spiller ZZ Top inspireret boogierock og hård bluesrock. I Dream City er det mere syre og Cream-agtigt med danske tekster. Og så spiller jeg i et stort band med Krølle Erik. Han kalder det retrorock og Børge Biceps og Willy Jönsson (bassist fra Gasolin, red.) er også med. Det er et stort band med mange musikere, som spiller musik helt tilbage fra før det hed rock’n’roll. Med slideguitar, Fats Domino-klaver, saxofon og mundharpe”.

Te og tjald på værelset

Søren Berlevs øvelokale er flyttet fra den tidligere adresse i Brønshøj, til det hus han lige har købt ved Stevns Klint.

”Jeg øver ikke mange timer i træk, men gør det til gengæld tit. Jeg har det ikke godt, hvis jeg ikke får rørt instrumentet. Så jeg går til og fra – spiller lidt, stemmer sættet og opdager, hvis der måske er problemer med en pedal eller lignende. Det svinger, hvor meget det bliver til om dagen. En halv til to timer vil jeg tro. Det er sjældent tekniske øvelser. Men mere det at mærke sættet, holde kontakten med sit instrument og holde det varmt”.

Når Søren Berlev ikke sidder på sin trommestol, er der tid til den anden store interesse - maleriet.

”Jeg maler alt fra portrætter til udsyrede streger, man ikke kan se hvad er. Det startede, da jeg var helt ung og sad oppe på værelset og røg tjald og drak te med vennerne. Så lavede vi krusseduller og tegninger, mens vi hørte musik. Og den udsyrede grundstil jeg havde allerede dengang, bruger jeg stadigvæk.”

Ind til videre er maleriet mest for hans egen fornøjelses skyld. Kun en enkelt udstilling er det blevet til.

”Jeg fik godt nok ikke solgt så meget, men jeg fik god respons”.

I hjemmet ved Stevns Klint er responsen på Søren Berlevs malerier måske også overvejende positiv, men når det kommer til musikken, er det så som så.

”Min kone er til opera, og min 15 årige søn hører Mozart og andet klassisk musik for fulde drøn. Han gider ikke høre på det, jeg laver”.

Tilbage til oversigt