Tilmeld RSS feed
Send os en mail for spørgsmål og lignende

MD Nyhedsbrev

Tilmeld dig til vores nyhedsbrev og få rabat og tilbud på varer i særklasse før alle andre:

Frameld nyhedsbrevet - klik her

Bongotrommer

Vi har tilbud på bongotrommer, se vores udvalg i butikken eller her på webshoppen

Gibraltar

Gibraltar hulskærer til frontskindet. Nemt og hurtig. Du kan lave hullet i forskellige størrelser fra 2" til 10" i diameter. Læs mere her

Stemmenøgle

Vi har et bredt udvalg af stemmenøgler. Der er mange meninger om hvordan en stemmenøgle skal være. Se udvalget her

Shaw

Skal du have dæmpet trommerne, så fås der komplette sæt til hele trommesættet. Se dem her

Troels Møller Hansen interview

troels-møller-hansen

Troels Møller Hansen - Alphabeat

Fra Heartbeat nr. 7

Af Mads Pinholt

”Jeg var en lille forsigtig dreng med sideskilning og nystrøget skjorte. Umiddelbart passede jeg ikke ligefrem bag et trommesæt, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var noget, jeg kunne lide”.

Sådan startede det hele i Silkeborg for Troels Møller Hansen dengang i 2. klasse. I dag er han blevet 22 år, og siden oktober har han og orkesteret Alphabeat haft base i London. En international pladekontrakt med EMI kom i hus før sommerferien, og så var orkestermedlemmerne ikke sene til at flå teltpløkkerne op.

”Vi flyttede til London for at promovere os selv på den bedst mulige måde, og det er ved at være, hvor tingene sker”, fortæller Troels Møller Hansen. Eller rettere skriver, for betingelserne for dette Heartbeat-interview er ikke helt, som de plejer.

Det passer Troels Møller Hansen bedst at få spørgsmålene tilsendt pr. mail, og et par dage efter er der svar retur. Også på hvad planen er for Alphabeat i den
nærmeste fremtid.

”Som det første er det at komme frem i undergrunden i London. Komme frem i klub miljøet, dukke op live til forskellige fester og kort sagt være festbandet man ikke må gå glip af. Der er utroligt mange indie-bands i London og meget  indadvendt musik. For os er det vigtigt at blive set som et sprudlende live band med masser af overskud på scenen og med et smil på læben. I Danmark kom vi også frem i en tid, hvor rock og indie lagde dagsordenen for live musik rundt  omkring på landets spillesteder, og vi har helt klart været med til at gøre det o.k. at spille pop igen”.

Hårdt arbejde og lokale øl

I London er han og resten af Alphabeat flyttet ind i et nyrenoveret hus i det østlige London med seks værelser.

”Det lyder måske luksuriøst, men det er det langt fra. Vi har hver vores værelse på cirka 9 kvadratmeter, hvor vi skal have plads til plader, musikinstrumenter og  hjemmestudie, så pladsen er trang. Køleskabet virker ikke rigtigt, toilettet  nedenunder kan ikke skylle ud, og varmen i radiatorerne kommer og går”.

Varme eller ej. Huset er orkesterets nye base, og herfra skal slaget om det store udland vindes.

”I den nærmeste fremtid skal vi spille en masse koncerter i England - først med hovedvægten på Londons spillesteder og klubber. Og så skal vores plade  finpudses sammen med produceren Mike Spencer, som også har produceret for Kylie Minogue og Jamiroquai. Ellers står den på møder, fotoshoots, interview til diverse medier og så skal vi have tilpasset os til livet i storbyen London. Det er noget med en masse ture rundt i byen, finde nye hyggelige caféer, smage de lokale øl, finde ud af hvor de fede plade- og tøjbutikker er osv.”

Glemmer aldrig koncerten i Skanderborg

Inden der var dømt ’London Calling’ har Alphabeat stødt og roligt arbejdet sig ind i de danske musikforbrugeres øregange. I 2004 - to år efter orkestret blev dannet - vandt de DM i Rock. De har også prøvet at være ’Ugens Uundgåelige’ på P3, og  henover sommeren fik de for alvor hul igennem i Danmark.

”To platinsælgende singler - ’Fascination’ og ’10.000 Nights of Thunder’ - og et  platinsælgende album er mere, end vi egentlig havde troet og håbet på. At det  hele så skulle eskalere henover sommeren, og at vi spillede for totalt fyldte  festivaltelte og slog teltrekord, stort set overalt vi kom frem, har været næsten endnu mere uvirkeligt. Det er vildt at gå ind på Bøgescenen på Skanderborg  Festivalen en lørdag eftermiddag og så blive ’båret’ op til trommesættet af 25.000 festivalgængere, som er kommet for at høre mig og mit lille band fra Silkeborg.  Det vil jeg aldrig glemme”.

Hellere POW end piv

Og sættet Troels Møller Hansen følte sig båret op til var et Pearl.

”Jeg har stort set altid spillet Pearl. De har altid stået for gode trommer - også helt ned i deres billigere serier. Lige nu har jeg et nyere, men godt slidt, Pearl Export  Series sæt med en 22” stortromme, en 14” lilletromme og to tammer på 13” og 16”. Mine bækner er en 14” Avantgarde Laust Sonne Signature Roughcut hi-hat, et 18½” Avantgarde Precision crash, og et Avantgarde Precision 21½” crash/ride.

Troels Møller Hansens trommer skal ’sige noget’. Hans gamle trommelærer stemte altid trommerne dybt, og siden har Troels Møller Hansen været fascineret af  trommer med god bund og masser af lyd.

”Hvad skal man med et lille ’piv’, når det kan sige POW! Derfor har jeg bestilt et Drum Limousine sæt hos Modern Drums i de klassiske vintage-størrelser:

24”, 13” og 16”. Jeg ville gerne have et trommesæt med masser af power, lyd og med et look, man ikke ser hver dag, og derfor har jeg i samarbejde med Modern Drums og grafisk designer Lars Viberg specialdesignet dette sæt. Det leger med kontraster og består af en flot hvid 24” stortromme, som i sig selv er smuk og  lækker. Derudover er der en hængetam og gulvtam i blå/hvid bolchefarve, som  snor sig op om trommerne - det klassiske og pæne møder det kitschede og  legende”.

Skal det lyde så dårligt?

Hvis Troels Møller Hansen skal nævne trommeslagere, han er blevet inspireret af, skal vi først en tur over sundet. Han synes nemlig trommeslageren fra det svenske glam/pop band The Ark, Sylvester Schlegel, har indspillet nogle  fantastiske trommer - specielt på deres to første plader.

”Her blandes lyden af -70’er glam-tammer med klare referencer til Bowie og T.  Rex og moderne trommespil på en helt unik måde. Han er en moderne vintage- trommeslager, og jeg er vild med deres produktioner. Jeg har også altid været vild med Neil Youngs plader, hvor produktionen og ikke mindst trommespillet er så
naivt indspillet, at lytteren må stoppe op og tænke: ”Kan det være rigtigt, at det skal lyde så dårligt?” Jeg synes, det lyder fantastisk”.

Ikke overraskende finder Troels Møller Hansen også trommespillet i Michael  Jackson hittet ’Billie Jean’ helt suverænt. ”En bundsolid ’Rock 1’, kun med et lift på hi-hatten på det helt rigtige tidspunkt og et crash ind i omkvædet. Sådan skal ægte pop-trommer spilles!”

Tilbage til oversigten